Sol og skyer
En novelle af Lise Pyles
Laura Bowes lod bladet finde leje i sit skød, lukkede det for nysgerrige blikke, der alligevel ikke var der, her i hendes lille solplet på verandaen. Hun lod sit hovede falde tilbage på chaiselongen og overgav sig til solens stråler, imens hun prøvede på at huske og finde mening i, hvad hun lige havde læst.
»Et mentalt eller neurologisk belastet barn skal tidligt informeres om dette, udtaler eksperten. Som seks-årig har han alligevel en gryende fornemmelse af, at der er et eller andet galt. Og med alle disse læger, test og rynkede pander vil han tro han er meget syg eller ligefrem døende «.
Der havde sandelig været rynkede pander. Flere panderynker end hun nogensinde ville have tilladt på sit eget ansigt eller i familien for den sags skyld: nervøse blegrøde panderynker i venteværelser, stramlæbede violette panderynker over menuen i hospitalets kantine, stålgrå eftertænksomme panderynker farvede af genskinnet fra de forkromede lægeinstrumenter før lægerne rystede på hovedet over denne gåde. En farvepalet af panderynker.
Sam var syv år. Kronologisk syv år. Han var en glad dreng; undtaget når de tog blodprøver og han hylede over den røde kineser, de pressede mod hans arm. Nu var blodprøverne og gummihamrene en overstået fase og Laura var nu nået til at søge råd i damebladene. Og hvorfor ikke? Lægerne havde spurgt hende om ting som forhold under graviditeten og sengevædning, men hvem havde spurgt til om Sam var glad? Havde nogen bekymret sig om Sams reaktion på alle disse panderynker? Hun lavede et æseløre på siden, så hun kunne vise den til Dave om aftenen.
»Har du set det?«, spurgte hun, da Sam og hans søster havde forladt bordet efter aftensmaden. Hun havde sat en cirkel omkring afsnittet. » Måske skulle vi tale med ham om, at han er anderledes. Du ved, forklare for ham, hvorfor tingene ikke altid er så lette for ham og at det ... «, hun trak vejret for at styrke sig, »aldrig bliver anderledes«.
Og med en stille diskussion over tallerknerne, hvor det mest var Laura, der førte ordet, tempofyldt og agiterende med argumenter taget fra begge sider af sagen, tog beslutningen form. Laura ville tale med Sam. Dave vidste hun kunne finde de rigtige ord. Den slags havde han aldrig selv været god til alligevel. Resten af aftenen pillede hun sine negle og for afvekslingerns skyld lakerede hun dem igen og igen, imens hun spekulerede på den samtale hun skulle have. Hun vidste alt om hvorfor, men havde ingen ideer om hvornår og hvordan.
Med et tykt lag lak på neglene udvalgte hun næste morgen en lille gul pille fra den samling, der dannede et polka-dot mønster i hendes håndflade.
Sam slugte den og spurgte, »Mor, hvorfor skal jeg altid have de piller?«.
Det var ikke første gang, han spurgte. Det gjorde han hver eneste morgen. Denne gang tøvede Laura, blandede en orangedrik til Sam og Jessica og rørte det til skum, før hun svarede. » De vil hjælpe dig til at lære meget bedre«, sagde hun efter at have overvejet alternativer. Det var standardsvaret. Og det var sandt nok. Der var simpelthen ikke tid til den store drøftelse lige nu. Ikke lige før skolen.
»Men hvorfor skal Jessica ikke have en? Vil du ikke have hun lærer noget?«.
Det var et af disse spørgsmål, et af mange i enhver uge, der tillod Laura en lille oase af håb, bare for et øjeblik.
Der kan du se! Han ræsonerer. Der brænder et lys i den hjerne og nogen gange skinner det så klart. Det flimrer godt nok lidt, men på disse klare morgener - disse solfyldte morgener, hvor tingene bare falder i hak - når fuglene flokkes om foderbrædtet og skyerne holder deres ildevarslende mørke bag horisonten - på sådanne morgener vifter vinden gardinerne fra Sams øjne så Laura kan se lyset derinde. Det er der, insisterer hun overfor dem, hun ved vil give hende ret. Han er derinde et sted.
Var Sam måske ikke kommet hjem fra skolen for udviklingshæmmede igår og af sig selv forklaret at afrikanere gik med hvidt tøj, fordi det er varmt? Beviste det ikke et eller andet? Han var gået til et fællesmøde, en milepæl i sig selv, og nede fra hans plads under en klapstol mellem to lærere, blandt hundredvis af andre børn, han hævdede var sultne monstre, der bed i hans ører, havde han overværet programmet og bidt sig fast i noget. Og han havde holdt det bag sine optændte øjenlåg indtil, han kom hjem. Og han havde stolt taget det frem og vist hende det, som de badges de skiftes til at gå med i skolen.
Idag kan han ikke huske det. Eller måske kan han, men hævder blot han ikke kan. Og selvfølgelig vil han måske idag skrige højt mens hans hænder former et hørerværn og rive det farvede papir-alfabet ned fra klasseværelses væg imens han giver sine lærere en prima lektion i tålmodighed og konfetti. Men igår var vinduet åbent. Ville en anden pille kunne holde det åbent længere? En dobbelt dosis? To tre glasfulde? Måske hvis vi fjernede dem helt?
»Du må hellere gå op og se at få tøj på. Bussen er her om fjorten minutter. Her, giv mig en knus først«. Laura bøjer sig ned og lægger armene om hans sugerørskrop. Sam hviler sine arme nær hendes hals og vrider sig fri efter et øjeblik. »Dine knus klemmer alt for hårdt«, klager han.
For at gå lige op med dine, tænker hun, og slipper ham. Hun havde ofte sammenlignet hans krop med en kludedukkes, men den var mere som en snoredukke, blød og spændt på en gang.
Laura spiste Sams urørte brød og bekymrede sig over om sult ville fremkalde et anfald, som i sidste uge og om hun skulle prøve at tvinge mere morgenmad i ham, når han kom ned igen. Men nu var der kun ni minutter til bussen og hvad nu hvis han havde besluttet at se på sine togs uophørlige ture rundt i værelset istedet for at klæde sig på?
»Spis op, Jessica. Jeg skal lige se til Sam«.
Sam var ved omhyggeligt at tage sit tøj på, da Laura nåede toppen af trapperne. Han havde ikke ladet sig afspore. Alligevel smertede det hende at se ham gennemføre påklædningsbevægelserne med samme omhyggelighed som en japansk te-ceremoni. Hun prøvede nonchalent at gå forbi hans værelse og ind på sit eget for ikke at afbryde hans rytme. Men Sam havde set hende og sad nu barbrystet med sin trøje omkring halsen som en klovnekrave.
»Var den dame ikke flink?«
Laura følte hvordan hun blev trukket ind i afkrogene af Sams sind. »Hvilken dame?«, spurgte hun og tilføjede »Tag nu tøjet på, bussen er her om seks minutter«.
Men al mulig fortsættelse var standset. »Den dame som skubbede vores bil, da den gik i stykker midt på den travle vej«.
Laura var vant til disse rejser. »Jo, det var flinkt af hende. Her er dine sko«.
Det var sket for to år siden, næsten en trediedel af Sams samlede levetid var gået og nu tilbød han det som konversation, som en overflyvende fugl taber et strå for hendes fødder. Hun var glad for at han var i humør til at tale, men det var ikke den slags samtaler hun ønskede og der var heller ikke tid nu.
»Kom nu ned, så børster jeg dit hår ved vinduet«, sagde hun, da han var færdig med at klæde sig på. Hun var bange for bussen skulle være tidlig på den.
Han sad stille, bortset fra at gø enstavelses ord til Jessica. Jessica havde snot løbende ud af det ene næsebor og løb rundt på stuegulvet med en skålfuld morgenmad, med den åbenbare hensigt at finde et endnu ikke døbt område på tæppet hun kunne spilde på. Hende og Dave havde regelmæssigt debateret, hvordan man disciplinerede en to-årig og skulle Jessica pludselig skrige med en forkert tone eller styrke, ville de udveksle blikke hen over hendes hovede og telepatisk udveksle bekymringer om deres andet frø også var faldet på stenet grund.
Sams hår voksede i nogle underlige kvastede vinkler. Udsigten til at putte ham igennem den sensoriske panik ved at holde et varmfugtet håndklæde mod hans hår skærmte Laura. Hun gav hans hår et sidste stryg og lod somom hun var tilfreds. »Du er flot nu«, mumlede hun og kyssede hans fine hår.
Begivenheden med den flinke dame fik hende igen til at tænke på at Sams sind var som det parkeringshus, hun havde benyttet i O'Hare Airport. Enhver lille stump viden, han absorberede blev parkeret her i hver sin individuelle bås i nydelige rækker, etage for etage af viden. Sam havde bare ikke nogen oversigtstavle, ikke noget kort. Hvis han fandt et stykke hukommelse, der passede til en given situation, så var det givet et lykkeligt tilfælde. Eller også havde han en svag idé om hvilken etage, det var parkeret på og klarede at afsøge gangene inden samtaleemnet skiftede igen. Idag følte hun, at han havde bedt sin parkeringsvagt, at hente noget til en funklende konversation og vagten var faldet over den flinke dame i nærheden af udkørslen, hvor hun havde siddet i to år og han havde foreslået » Her. Hvad med hende?«. Laura vidste ikke hvad ordet Random Acces Memory betød i computere, men vidste, hvad det betød i Sam.
Laura rakte Sam skoletasken og sukkede dybt, da den næsten tomme specialbus med klagelyde trak sig ind til kantstenen. »Vær nu en god dreng, skat. Husk at vinke«.
I de fire måneder, der var gået siden hun første gang bad ham vinke, havde han selv husket at vinke fra bussædet én gang og hans øjenlåg slog hans øjne ud af focus igen. Han gentog blot hendes ord som et ekko,»Vær nu en god dreng, skat. Husk at vinke«, og undslap hendes tag ud gennem døren.
Hun overvejede at ringe til hans lærer og advare om, at han var i "det humør". Men han kunne ligeså vel tage sig sammen og komme hjem i eftermiddag med en nogenlunde god rapport.
Hun vendte sig om med det flygtige ønske at gå tilbage i seng; en fuld arbejdsdag var allerede indeholdt i den seneste times tid. Men Jessica var ved at hælde lim i sin morgenmad og der var nok at tage fat på i huset.
Den uskarpe orange bus i Lauras øjenkrog, havde ikke flyttet sig endnu. Den ventede det sædvanlige minut på at Sam skulle finde og spænde sin sikkerhedsele. Hun skubbede gardinet til side med en enkelt finger og kiggede ud.
Forbløffende. Sam vinkede. Vinkede og smilte med sine to manglende fortænder og lignede enhver anden skoledreng på vejen. Skyerne havde trukket sig og solen skinnede og Sam hoppede op og ned i overfladen som et skinnende flåd. Laura grinede og vinkede tilbage som en gal, fastholdt øjeblikket. Hvem vidste, hvor længe det ville vare?
Imens bussen stønnede afsted med Sam stadig vinkende, overvejede Laura igen den samtale, hun havde planlagt, og hun vidste at den ikke ville blive til noget. For når alt kom til alt, så ville hendes ord ikke trænge ind, når han var i det humør, de ville blot springe tilbage fra ham som fra spejlene i Morskabens Hus. Og hvis hun ventede på det skinnende øjeblik, hvor Sams øjne mødte hendes og solen kiggede frem bag skyerne, så vidste hun, at han allerede vidste det selv.