Noget om Serotonin
og andre neurotransmittere
Serotonin er et særdeles vigtigt stof i hjernen, der er kommet meget i søgelyset de seneste år. Det er et blandt mange såkaldte neurotransmittere, dvs stoffer, der formidler kommunikation mellem nerveceller.
De systemer i hjernen, der bruger serotonin, har at gøre med ting som hukommelse, sindstilstand (depression), sex lyst, det interne miljø i hjernevæv m.m. Melatonin, der dannes udfra serotonin, styrer vores søvnrytme. Seretonin har også en funktion i tarmsystemet og ved allergi-respons.
Man mener også serotonin har betydning for at nerveceller kan finde hinanden og danne fornuftige forbindelser med hinanden under hjernens udvikling. Udviklingsforstyrrelser som ved for eksempel autisme kan have med dette forhold at gøre.
Kokain, ecstasy, tricykliske anti-depresiver, cipramil og frontsac (lykkepiller) er substanser der indvirker direkte på serotoninens mulighed for at virke.
Mekanismen bag neurotransmittere
Nerveimpulser løber på ydersiden af nervecellerne som elektriske impulser ved at elektrisk ladede ioner i et kompliceret system pumpes ind og ud hen langs med nerven. På figuren herunder er en sådan nerveimpuls markeret med en rød ring.
På et tidspunkt holder nervecellen op og signalet skal føres over til en eller flere andre celler. Et sådant punkt, hvor nerveceller mødes kaldes en synapse. Signaloverførelsen kan være et led i »databehandlingen« sådan at forstå at et signal kan hæmmes eller forstærkes udfra nervecellernes påvirkning af hinanden i synapserne, impulsernes hyppighed m.m. Et sådan mønster af hæmning og forstærkning fører på forunderlig vis til at De kære læser nu kan læse denne artikel og endda betjene den computer, der viser den frem.
Animeret skitse af en synapse. Rød: nerveimpuls, Blå: Transmitter, Grøn: Receptor
Når nerveimpulsen når frem til den buttede ende af nervecellen bevirker den at neurotransmitter-molekyler frigives fra de blærer i cellen, der oplagres i. Transmitteren er blå på tegningen. Transmitteren vandrer hen til den anden nerveceller, hvor den påvirker dennes membran gennem særlige modtage-strukturer, der kaldes receptorer. Ved denne påvirkning starter en ny nerveimpuls. Nogle transmitterer virker også ved at bremse impulser - men det sker ikke i det viste tilfælde.
Transmitteren skal fjernes igen fra mellemrummet i synapsen, da modtagenerven ellers vil fyre en ny impuls af, når den er klar til det igen. På tegningen er en sådan opsamlings receptor antydet med grøn farve. Der er også receptorer på den celle, der udsender serotoninen (ikke vist). Disse har til opgave at stoppe udsendelsen af serotonin i synapsen. Når mellemrummet er fyldt op til en vis grad vil disse receptorer fange serotonin sende besked bagud i systemet. Ialt findes der 13 forskellige varianter af serotoninreceptorerne.
Medicins indvirkning
Selv i den simple model her er der mange ting, der kan gå galt. Der kan foreksempel være for lidt eller for meget transmitter som fx. serotonin til rådighed. Som nævnt er det måske tilfældet ved autisme. Man ved at en nedsat evne til at danne serotonin kan ligge bag tvangshandlinger. Der kan også opstå problemer, hvis modtage-nervens receptorer (kaldet postsynaptiske receptorer) ikke er iorden eller, der er for få af dem. Man kan også med vilje blokerer disse med medicin. Antipsykotiske stoffer blokerer foreksempel disse postsynaptiske receptorer i synapser, der bruger dopamin som transmitter. Det giver en klar dæmpende virkning.
Receptorer i afsendercellen, presynaptiske receptorer, er ansvarlige for at signalet ikke overdoseres ved at suge transmitteren ind igen. Er der for lidt transmitter kan man med medicin blokerer disse recptorer, så tranmitteren får længere tid at virke i. Det sker foreksempel ved SSRI-stoffer (Selective Serotonin Reuptake Inhibitors), der populært kaldes lykkepiller (Prozac, Paxil, Cipramil).
Narkotika, nikotin og lignende substanser virker for mange vedkommende ved at gribe ind i den synaptiske kommunikation mellem nerveceller. Har man for meget eller for lille produktion af en transmitter substans, kan man fra naturens side være disponeret til en afhængighed af sådanne stoffer.