Tiden er inde!
Autisme og psykoterapi
af Gunilla Gerland
Autisme er et handicap, der indtil fornyligt blev anset for et mysterie, og følgeligt er blevet viklet ind i myter og misopfattelser. Imidlertid forekommer det ikke de af os, der har dette handicap, som værende særligt mystisk. Problematisk, ja, og til tider meget svært - men ikke ligefrem mystisk.
Vi er blevet betragtet som børn i »glasklokker«, »smukke og uopnåelige« som må have gennemgået alle mulige frygtelige oplevelser for at blive så uinteresserede i verden omkring os, som mange af os er. Vi har ansporet folks fantasi og inspireret et utal af plausible og ikke-plausible teorier om os. Jeg kender intet andet handicap end mit eget, hvor folk giver sig ud for at »vide« så meget - og mener at have ret til at udbrede så mange meninger om - på trods af at de er temmeligt uvidende. Det er ekstremt frustrende og yderligere årsag til en vidt udbredt, fejlagtig måde at håndtere folk med autisme på, især når det gælder voksne med højtfungerende autisme. Nogen gange resulterer det endda i at den forkerte behandling bliver ordineret.
Jeg har mødt utallige psykologer og psykoterapeuter, der hævder at kende til autismens problemer, men når jeg går tættere på, viser det sig at de ikke har læst noget siden Bettelheim og måske har mødt nogle enkelte børn med autisme en gang i 1960'erne eller 70'erne. Måske er det forståeligt at tingene er blevet sådan, fordi autisme er forekommet så uforståeligt for såkaldt normale mennesker. Men hvad der er uforståeligt og utilgiveligt, er måden systemet i dag svigter mennesker med autisme på. Dette svigt består i at personer trænet i psykodynamik og psykoanalyse lukker øjnene og vælger at se væk eller undlader at høre efter, når de bliver præsenteret for den nutidige viden om autisme.
Årsagerne til autisme er udelukkende biologiske
Efterhånden som samfundet er blevet bedre til at anerkende og diagnosticere autisme og Aspergers syndrom (som er en form af autismen), har flere og flere unge givet indsigt i deres livshistorier med dette handicap. Bøger og artikler er blevet udgivet og forelæsninger er blevet givet. Vi har beskrevet hvordan, det er at blive misforstået, hvordan det er at leve med et nervesystem, der ikke fungerer normalt, hvordan det er at være anderledes. For alle os forekommer det klart, at årsagerne til autisme er biologiske. Men som det er med resten af befolkningen, kommer autister fra forskellige familier. Nogen af os har haft gode forældre og gode sociale vilkår; andre har været mindre heldige. Det har nok påvirket vores personligheder i forskellige retninger, men det har intet at gøre med vores handicap.
En person med autisme kan ligesom en person med foreksempel Downs syndrom fødes i enhver familie. Det er derfor både anstødeligt og uden værdi at behandle symptomer knyttet til dette handicap med terapier, der tager udgangspunkt i familiens situation eller fortolker symptomerne som andet end udtryk for en forstyrrelse i nervesystemet/hjernen, som erhverves tidligt i livet. Mange af os, som er højtfungerende er blevet analyseret under den psykodynamiske/psykoanalytiske model - ofte af velmenende terapeuter - men de fleste af os er ikke blevet hjulpet overhovedet, mange har følt sig fornedret og enkelte er blevet direkte skadet.
Naturligvis kan vi have yderligere problemer lagt »oven på« handicappet, men fordi vi er så fundamentalt forskellige i den måde, vi fungerer på, må enhver der ønsker at støtte os være bekendt med den autistiske psyke. For at erhverve en sådan viden, må man skubbe alle teorier, der hører til udviklingspsykologien, til side og begynde at tilegne sig en faktuel forståelse af, hvordan personer med autisme tænker og føler. Den bedste måde at gøre det på er selvfølgelig ved at lytte til og læse levnedsbeskrivelser fra unge og voksne med dette handicap.
Vores virkelighed fornægtes
Det svigt, jeg henviser til, sker måske lige nu og lige her på dette sted i min artikel. Nu hvor jeg har lagt informationen frem for jeres øjne er der stadig nogen af jer, der beholder de »psykodynamiske briller« på, fordi de efterhånden er vokset fast på næsen. Det er nu jeg føler I fornægter vores virkelighed, at I ignorerer os, at vi ikke har ret til at eksistere, hvis vi ikke passer ind i jeres teori.
Førhen har jeg sammenlignet psykodynamik med eventyret om Askepot. Jeg skrev »Den psykodynamiske teori tilbyder et slags håb, der synes vitalt for de erklærede tilhængere: løftet om et eventyr for voksne hvor en terapeut giver den i rollen som Den Gode Fe. Men hvis klienten har en autistisk forstyrrelse, der i sin essens er resultatet af et beskadiget nervesystem, så vil hun hverken gå til ballet eller møde prinsen. Terapeuten kan derfor ikke forsvinde igen ved midnatsklokkens klang med en følelse af at have afsluttet sit job som Den Gode Fe med succes. Jeg har en mistanke om, at Den Gode Fe vil have svært ved at håndtere dette og derfor simpelthen fornægter vores realitet«.
Jeg vil nu gerne tage et trin yderliger i denne sammenligning ved at sige, at mange psykologer/psykoterapeuter i virkeligheden giver sig selv rollen som Den Onde Stedmoder. De foretrækker at hakke et stykke af deres klients hæl eller tå for at få hende til at passe skoen (teorien). Så stor er terapeutens iver efter at forvandle sin klient til en prinsesse, altså til en person der vil lade sig hjælpe/helbrede/frelse med den tilgang terapeuten er blevet trænet i at følge.
Jeg er selv interesseret i psykologi, og jeg er rimeligt meget hjemme i de psykodynamiske teorier og jeg ved samtidigt en del mere om autisme end de fleste af Jer, der læser dette. For det første har jeg selv handicappet, for det andet kender jeg mange børn og voksne med autisme, nogen højtfungerende andre med udviklingsforstyrrelser. Jeg ville ønske I ville tage for gode varer, at jeg ved hvad jeg taler om, at I tager brillerne af, som den teoretiske træning har forsynet Jer med og starte på en frisk. Læs denne artikel igen og I vil måske turde tænke nye tanker, tanker I aldrig har haft før.
Forskellig udvikling
Der er stadig tilfælde af autisme, hvor årsagerne er ukendte. Men forskerne rundt omkring i verden er enige om, at de 90 procent er genetiske og 10 procent kan henføres til miljømæssige faktorer, der ikke omfatter psykosociale årsager, men nærmere fødselsdefekter osv. Hvis et barn fødes med en hjerneskade - eller får en sådan skade tidligt i livet gennem en infektion - der betyder at hendes hjernes struktur er anderledes og at hun må bruge dele af hjernen til opgaver, de ikke var beregnet til, så vil hun ikke gennemgå de samme udviklingsstadier som andre børn.
Jeg tror de fleste kan være enige med mig i det. Men fejltagelsen personer med psykodynamisk træning begår på dette punkt er, at de tror, barnet udvikler nogle »underskud« på dette område og at det måske ville være godt for hende at »gå tilbage« og korrigere det. Det er også en fejltagelse at tro folk skal udvikle sig i en psykologisk bestemt rækkefølge foreksempel med basis i forhold til andre. De som tror på det, har ikke forstået at normal udvikling og den psykologiske udvikling af et individ med en essentielt anderledes psyke kan være helt parallelle og aldrig krydses.
Nogen af Jer vil gyse ved tanken. Men hvorfor er den tanke så skrækkelig? Sandsynligvis er det fordi, at hvis det forholder sig sådan, så forstår I intet længere - det passer ikke ind i jeres nuværende verdensbillede. Og dog ved du, at det er når du tør gå ud over dine egne tankers grænser, at du vokser og lærer nye ting. Så hvad er problemet? Måske er det hvad flere har givet udtryk for - den indsigt at det betyder du tidligere har gjort uret overfor disse mennesker, at du har misforstået og misfortolket dem. Det er en ubehagelig indsigt, hvis slagkraft ikke må undervurderes, selvom mange der er vant til at arbejdet med terapi og vejledning tror de kan håndtere det.
På mange måder er de psykodynamiske teorier en slags »mentor system«, hvor terapeuten bliver din lærer og dermed repræsenterer en bestemt tanke skole, hvor du vælger din vejleder i henhold til denne teori. Konsekvensen af at acceptere og forstå, hvad jeg skriver i denne artikel, er som at tage et skridt ud af den familie og dermed en del af din fornemmelse af tilhør. Det kræver mod.
Teorien om objektrelationer er ikke relevant
Foreksempel når det drejer sig om teorien om objekt relationer, må man være opmærksom på at den kun kan bruges overfor personer, uden gennemgribende udviklingsforstyrrelser som autisme og Aspergers syndrom. Det faktum, at jeg ikke har integreret nogen objektrepræsentationer har på ingen måde ført til de problemer dette kunne forårsage hos andre individer. Jeg har aldrig haft deres basale behov for tæthed med andre individer på samme måde. Det faktum, at jeg ikke har integreret nogen objektrepræsentationer betyder nødvendigvis ikke at mine objektrepresentationer er disintegrerede! Ligeså godt som nogen kunne sige, at jeg overhovedet ikke har nogen objektrepræsentationer, kunne man sige at mine objektrepræsentationer er ekstremt godt integrerede og begge påstande vil være lige sande og lige falske. For at få øje på mig, er man nødt til at gå bagom teorien om objektrelationer. Jeg er hverken født med den struktur eller har behov for den. Det betyder ikke nødvendigvis at jeg ikke lever et så fuldt liv - det er simpelthen blot anderledes. Jeg værdsætter forskellige ting i livet og som andre personer med autisme ønsker jeg at blive respekteret og set som det jeg er.
Når man forsøger at anvende psykodynamiske teorier på mig og andre med mit handicap, finder jeg det ligeså krænkende, som da folk foreksempel for hundrede år siden havde det syn på en lettere udviklingshæmmet dreng, at årsagen til han var som han var, skyldtes masturbation eller at folk med epilepsi var neurotiske. Samfundets syn på den individuelle og afvigende opførsel synes sommetider at udvikle sig langsomt og til tider ekstremt hurtigt. Holdninger vi idag anser for totalt forældede var måske de fremherskende indtil for nyligt. Foreksempel var homoseksualitet stadig i 1970'eren anset som en psykisk sygdom og selv i 1980'erne var der døve mennesker indlagt på psykiatriske afdelinger, fordi man ikke havde opdaget den underliggende årsag.
Det er op til dig at hjælpe os med at ændre synet på autisme.
© 1998,rev. 2000 Gunilla Gerland