Langagerskolen i Århus Amt
- alle skattekronerne værd
Skolevalget er for mange en svær beslutning. Lærer man alligevel ikke mest i den »rigtige« skole og er dermed bedre rustet til den voksne tilværelse? Er specialskoler ikke gemmesteder for »rigtige« handicappede, hvor man ikke lærer noget af betydning og er stemplet for resten af livet uden ordentlig uddannelse?
Jeg kan berolige med at dette billede af specialskolen er forkert, og jeg vil i denne artikel beskrive, hvordan en specialskole udover et fuldt folkeskole pensum også giver børnene færdigheder på netop de områder, hvor de har deres svagheder i kraft af autismen. Dertil kommer fordelene med et stressfrit, mobningsfrit og trygt miljø.
Aspergere er meget forskellige, og ligeledes er deres behov på skoleområdet forskellige. For mange er en model med en støttelærer i en normal folkeskoleklasse en god løsning - hvis altså støttelæreren er uddannet til denne funktion. Og det er vist desværre ret sjældent tilfældet. Ofte udvikler støttepædagogen sig til en støtte for læreren og ikke eleven, hvilket ikke er meningen.
Tilfældet Thomas
I vores tilfælde med Thomas, der nu i 2002 er 13 år, var der ingen tvivl. En normal skole duede ikke. Der havde været masser af problemer i børnehaven. Problemerne tiltog i børnehaveklassen og kulminerede i midten af første klasse. Jo, der havde såmænd været psykologer på sagen, men ingen havde fået ti-øren til at falde helt ud. I meget kort form var Thomas' problemer i børnehaven, at han gerne ville lege med andre, men havde svært ved det i praksis. Dertil kom en kraftig encoprese (pænt ord for gøre i bukserne), der nok overskyggede alle andre problemer.
I børnehaven var Thomas' ynglingsleg at gemme sig i en hule af puder. Nu deler han en rigtig hule med sine kammerater på skolens område. Den overordnede fritids aktivitet er dog computerspillenes og videoens ordnede og gentagelige verden.
I børnehaveklassen var han et uroligt element, der ikke ville koncentrere sig om tegne- og maleopgaverne. Opgaver der ikke sagde ham et dyt. I førsteklasse begyndte man at stille krav til ham. Det gik fint med regning, hvor han lærte sig selv at dividere og håndtere flere ubekendte i en »ligning« og i det hele taget udviklede systemer til at håndtere tal med. Han elsker logiske opgaver (labyrinter, find fem fejl, hvad-er-forkert-her opgaver m.m.). Men i læsning gik det galt. På trods af en meget dygtig, sød og tålmodig klasselærer, så tilbragte Thomas de fleste dansktimerne under sit bord med sin frakke over hovedet - ude af kontakt med omverdenen.
Det gjorde ikke tingene bedre, at han ikke havde mulighed for at skifte sit tøj før han kom over i fritidsordnignen (SFO). Som regel skete dagens første »uheld« først i SFO'en, hvor det sociale stress var større, men på dårlige dage gik han rundt på skolen med afføring og tis i bukserne i længere tid. En lærer har vredt betegnet den situation som »Rumænske tilstande«. Han blev naturligvis mobbet på det groveste. Ikke af sin egen klasse, der var meget solidarisk med ham, men mobningen udgik fra en gruppe drenge anført af en tre år ældre dreng. »Skidenakke« var øgenavnet og tilråbene. Han fik tæsk, blev lukket inde og fik sit fodtøj skyllet i toilettet og andre »sjove« ting.
Mobningen havde dog den gode effekt, at den faktisk førte til problemets løsning. Skolen tog mobning alvorligt og havde den nævnte dreng i behandling hos kommunens psykologer (PPR). I en konfrontations-snak, hvor drengene mødtes, blev psykologerne klar over, at den gamle sag fra børnehaven ikke var det rigtige udgangspunkt i forhold til Thomas. Thomas var rolig og kunne håndtere sprog og begreber langt over det forventede niveau for hans alder - og han var hverken vred, aggressiv, underkuet eller dårligt tilpasset. Der var noget helt andet galt.
Der findes en løsning
Med skolepsykologen som et helt enestående lokomotiv i et sejt træk fik vi afklaret Thomas' problem (Aspergers syndrom) og skrevet ham op til en amtslig specialskole. I det hele taget var den gamle skole meget hjælpsom og ydede en stor indsats for at gøre livet lettere for Thomas. Thomas kunne i mindre og mindre grad deltage i den normale undervisning og havde til sidst kun to timers undervisning i en hjælpeklasse om dagen. Det var dobbelt så meget som skolen behøvede at give ifølge loven, men skoleledelsen fandt de ressourcer, der skulle til for at kunne give Thomas to timers ene-undervisning plus to timers pasning inden SFO'en begyndte. Reelt set var det en 95% pasningordning, da Thomas kun kunne samle sig om ti minutters undervisning. Samarbejdet med Søndervangsskolens ledelse, lærerer og psykolog var utroligt flot og gjorde en svær tid mere udholdeligt for os forældre.
Da brevet med beskeden om at Thomas var optaget på Skolen på Krathusvej og kunne begynde efter sommerferien kom, steg humøret til jubelhøjder i vores lille hjem. Vi anede ikke, hvad der ville ske - men nu kunne det kun gå frem. Og det skal jeg love for er sket. Thomas var gået i hårdknude på mange punkter og brugte fem-syv par bukser om dagen, men næsten straks kom der en bedring og en gladere dreng ud af skoleskiftet. Fagligt tog det naturligvis lidt længere tid at oprette hans efterslæb. I dag er han bestemt på niveau med jævnaldrende og encopresen er praktisk talt væk (se artiklen Urenlighed som et aspekt ved autisme).
Langagerskolen
I det følgende vil jeg fortælle lidt mere generelt om undervisningen på Langagerskolen, som den skiftede navn til i maj 1999. Samtidigt med navneskiftet tog man nye bygninger i brug, der samlede skolen fra at være fordelt på 11 lokationer i Århus Amt til nu at være et specialdesignet bygningskompleks i Viby J. med enkelte satelitafdelinger rundt i amtet. For nyligt blev tilbageværende afdelinger uden for selve Århus (Jebjerg, Låsby, Mørke og Paderup) samlet i en skole for sig selv under navnet Firkløverskolen af organisatoriske grunde. Skolen startede i 1989 med et elevtal på seks til ni. Nu om dage arbejder man på tal der er femten gange større. Eleverne er børn med autisme, Aspergers syndrom og svær DAMP. Før sommerferien 1999 havde man 147 elever - efter havde man 191. Nu i 2002 var der 156 elever på Langager og cirka ligeså mange på Firkløverskolen. En vækst, der ikke ser ud til at tage af.
Undervisningen svarer til folkeskoleniveau, og man kan komme ud med de relevante afgangsprøver og eksaminer. Den pædagogiske ide bygger på TEACCH programmet, hvilket afspejles i skolens arkitektur. Eleverne er opdelt i små grupper på fem børn. Grupperne er to og to tilknyttet et fælles voksen-team af syv til otte lærere og pædagoger. Den nye bygning er som den første i Europa direkte bygget til at støtte en sådan struktur. I hver gruppe er der værelser, hvor børnene kan sidde enkeltvis eller parvis og arbejde. Der er et fællesrum i midten til forskellige fælles aktiviteter. Og der er den obligatoriske computer i hvert rum. Grupperne er igen samlet fire og fire i et H omkring centralt køkken, bad, toilet, vaskeri og fælleslokaler. Til hver gruppe er desuden en gårdhave med græs. Centralt placeret er gymnastiklokale og faglokaler sammen med skolens administration osv.
Skolen er opbygget af H-er, hvor grupperne hører til i H-ets ben og har fælles ressourcer som køkken, WC, vaskerum og andre lokaler samlet i midten. Til hver gruppe hører en lille gårdhave med græs.
Individuel og tilpasset undervisning
Undervisningen sker generelt individuelt med en undervisningsplan for hver enkelt elev udarbejdet i samarbejde med forældrene. Vi taler om maksimal forældre-skole samarbejde her. To gange om året revideres planerne på et møde, hvor skole, socialforvaltning, psykologer, lærere, socialpædagoger og forældre (glemte jeg nogen?) vurderer indsatsen og lægger nye planer. Dertil kommer en ugentligt telefonsamtale med elevens primærperson i gruppen, hvor hjem og skole koordinere og informerer hinanden. Som om det ikke var nok, skrives der kontaktbog hver dag, hvor der kort informeres om godt og skidt den dag, samt ting skolen bør vide den anden vej. Læg dertil de traditionelle sociale sammenkomster på gruppeniveau som grill-, kaffe-, jule-, sommer- osv møder. Der er åbent for et hurtigt møde med øjeblikkelig virkning, hvis der er behov for det også.
Skoleskemaet er lidt utraditionelt i forhold til skemaet i en normal folkeskole skole.
For eksempel er der i Thomas' tilfæde skemalagt toilet tider.
Hvornår der skal leges - og med hvem er der også kontrol over.
Undervisningen koncentrerer sig altså om den enkelte og tager hensyn til den enkeltes formåen. Det skal man huske, når man studerer skemaet og opdager, at lektionerne samlet måske kun varer to til to en halv time i de egentlige fag på foreksempel Thomas' niveau. Uha, i folkeskolen har man da fire eller fem timer, kunne man fristes til at indvende. Men 20 elever i en klasse har jo kun i gennemsnit to minutter (45/20) direkte lærertid hver i en lektion. Og ofte er det kun de særligt dygtige eller særligt svage elever, der overhovedet bliver hørt. To en halv times læreropmærsomhed per dag, som Thomas havde i 1999, tilpasset netop den enkelte elevs behov overgår langt, hvad en folkeskole har mulighed for at levere. Hans skema er nu i 2002 vokset til flere fag og langt flere timer i takt med hans udvikling.
Specialskolen underviser eller træner også eleverne i de områder, hvor de er svage som følge af deres handicap. Der kan være tale om foreksempel motorik og evnen til at begå sig socialt og styre sin dag. Man arbejder med sociale historier, visuelle skemaer og sikrer at eleven både får nye udfordringer, men også oplever succes i sit arbejde. På den måde er leg og aktiviteter som madlavning, computer osv., der er flettet ind i skoledagen (8.00-16.00) også en del af det pædagogiske arbejde. I Thomas' gruppe sammensættes drengene ofte i legegrupper på to eller tre, der kan støtte hinanden og dermed trænes det sociale samspil udfra de forudsætninger, den enkelte kan bidrage med.
 |
 |
 |
|
|
Det orange skema er Thomas dagsprogram, der med symboler og uden tidspunkter fortæller, hvad der skal ske. Symbolerne skiftes ud med ord efterhånden. Den ternede tavle er fælles for hele gruppen og indeholder kalenderinformation og vejrudsigten (så man husker udetøj) samt et meget vigtigt æggeur. Uret kimer nemlig, når det er tid til at bytte plads ved computerne. Hjemme bruger Thomas selv af egen drift nogen gange et ur magen til for at skifte mellem sine aktiviter. Thomas deler kontor med en anden dreng og som det ses ligner det ikke helt et klasseværelse, men derimod et opryddet børneværelse. | |
Intet vokser ind i himlen
Den første udgave af denne artikel (1999) er blevet taget til indtægt for at tegne et rosenrødt og ukritisk billede af Langagerskolen. I bund og grund skriver jeg kun om det jeg kender: vore egne erfaringer. Gennem forældrearbejdet er jeg dog blevet ovebevist om, at billedet generelt set er rigtigt. Der har dog været grupper, der har været længe om at blive 'stabile'. Det er et stort puslespil, der skal gå op, med begrænsede resurser til rådighed. Personalet får børn ligesom resten af befolkningen og skal have orlov. Den kraftige vækst i elevtallet gør det nødvendigt for ledelsen at sammensætte voksengruppen, så den består af en passende blanding af erfarne og nye folk. Den eftertragtede og principielt ønskede stabilitet kan derfor i virkelighedens verden ikke opnås 100%. Men man gør, hvad man kan.
Forældre vil arbejde sig ind i en skuffelse, hvis man tror at en anbringelse på specialskolen automatisk løser alle ens problemer i et snuptag. Meget bliver bedre, men der skal stadig arbejdes hårdt, og nye problemer vil altid dukke op. Samspillet mellem skole og hjem er afgørende. Lille Peter kan ikke gå fra at være mobbet og social usikker i folkeskolen til at blive en genikandidat med et snuptag. Han bliver måske slet ikke genikandidat overhovedet. Men han får et bedre liv og en chance.
Langagerskolen har opbygget en stor ekspertise, der giver udslag i udgivelse af bøger og kurser indenfor området. Det er hårdt arbejde at have med autime og DAMP at gøre, men staben er meget kompetent. Så kompetente faktisk at medarbejderne er meget efterspurgte på andre institutioner. Det kan altså ikke være helt skidt, at overlade sit barn til dem.
En sjældenhed
Man kunne ønske, at alle børn fik mulighed for at opleve en herlig skoledag, hvor leg og læring går op i en højere enhed, og hvor pensum er skræddersyet til barnet. Men specielt må ønsket omfatte alle de børn, der har et særligt behov for en sådan skole. Thomas har udviklet sig kolossalt i hænderne på gruppe C4/L8, en udvikling der helt sikkert ikke ville være sket, hvis ikke Århus Amt havde kunnet tilbyde en sådan mulighed. Men desværre er der ikke ret mange af disse tilbud i landet. Og skolerne i Århus og Paderup kan heller ikke klare efterspørgslen.
De politiske vinde blæser i retning af at spare penge og beholde børn med indlæringsproblemer i folkeskolen. Det er gået ud over DAMP-området (bemærk at Langager kun er for børn med svær DAMP). De seneste besparelser i amtet (2002/2003/2004) ser desværre ud til at være begyndelsen til ødelæggelsen af skolen. Der er stadig et stort elevoptag uden mulighed for også at kunne ansætte lærere. Yderligere er kompenserende byggeplaner sat i stå. Det kan få konsekvenser både for muligheden for eneundervisningen og trivlsen i lokalerne - de er bygget til fem, men snart er der seks til syv elever i dem. Mange aktiviteter må fremover støttes gennem private initiativer og sponsorater.
Det nytter
Det er en illusion at tro at man bliver normal af at være i en normal skole. Blinde ser jo ikke bedre ved at omgås seende. Eleverne vil blive marginaliseret og mobbet, hvis ikke der sættes umådelig mange kræfter ind på støttelære-systemet. Det vil være en indsats, der kan løses langt mere rationelt ved stordrift på specialskoler, end ved at enkelte lærere på en normal skole varetager pædagoisk støtte. De er måske endda ene om opgaverne og dermed uden for den vigtige kollegiale støtte og vidensudveksling, der foregår på institutioner beregnet til formålet. Nej, vi må være rige nok til at designe løsninger tilpasset de forskellige former for indlæringsvanskeligheder vi finder i et moderne samfund. Mange af disse børn vil senere kvittere ved at kunne bidrage til samfundet med deres særlige evner.