Det ligger til familien.
Forældre og søskende til personer på autismespektret har ofte en snert af syndromet selv. Det kan nu påvises i scanninger m.v. Yderligere er der måske fundet et spor til, hvordan (usundt) miljø kan påvirke udviklingen af autisme.
Autisme, Aspergers syndrom osv. har en høj arvelighed. Det er derfor ikke særligt mærkeligt, at de komponenter, der kan udløse autisme, udtrykkes hos andre i en familie i mere eller mindre grad. Har man været sammen med andre forældre til autistiske børn, så vil man uværgerligt få en tanke i ny og næ om oprindelsen til problemet.
Det er desværre ikke ualmindeligt, at hvis den ene part har en snert af autismen, så bliver vedkommende bebrejdet det af den anden eller vedkommende tager selv skylden på sig, med opløste ægteskaber som følge. Det er selvsagt ikke særligt konstruktivt, men meget menneskeligt. Vil man bruge disse tegn mere positivt, så kan man finde rissikogrupperne og måske forebygge, at autisme udvikler sig. Der er dog et stykke vej endnu at gå.
At kendetegnene for autisme findes som småbidder i familier med et diagnosticeret barn er nu ikke længere gætværk. En undersøgelse med MRI hjernescanning af 80 familier i Denver USA foretaget af Eric Peterson, hvor de 40 havde et barn med autisme og 40 var neurotypiske viste tydelige tegn i hjernen hos forældre til et barn med autisme, som kan genkendes fra autistiske hjerner.
Der var en gennemsnitlig forstørrelse af det motoriske cortex og basalganglierne, hvorimod det somatosentoriske naboområde var tydeligt mindre end gennemsnittet. Dette område er vigtigt for at forstå ansigtsudtryk og måske også anden social information. Lillehjernen (cerebellum), der bla. finjusterer bevægelser og et område i frontalloben, hvor evnen til at forstå andres sind og følelser menes at befinde sig, var også formindskede.
Brendon Nacewicz fra Wisconsin-Madison School har set på tegn hos søskende - det vil sige indtil videre kun brødre - til børn med autisme. Brødrene havde en tendens til at undgå øjenkontakt, som det også kan findes hos personer med autisme.
Brendon fandt også at brødrene havde en formindsket amygdala, en hjernestruktur ansvarlig for at bearbejde primære følelser som for eksempel angst. Den formindskede amygdal er også et kendetegn for autisme. Forældrene til disse børn havde dog hverken skrumpet amygdala eller tendens til at undgå øjenkontakt.
Der er stadig intet, der er ligetil når det handler om autisme. Det vises også af at Antonio Persico fra Roms Universitet har fundet ud af, at visse genetiske varianter, der er set sammen med autisme i USA ikke kan kobles til autisme i Italien. Genet koder for et enzym, paraoxonase, der i USA forekommer i en svag form hos nogle familier med autisme. Det samme svage gen udløser ikke autisme i Italien.
En forklaring kan måske søges i miljøet. Paraoxonase bruges blandt andet til at nedbryde organofosfater med. Disse stoffer bruges i insektmidler til private hjem i USA. I Italien bruges disse midler derimod ikke i private hjem. Der er endnu ikke beviser for at en belastning af et i forvejen svagt paraoxonase-system (gift + svagt enzym) hindrer enzymet i at deltage effektivt i hjernens udvikling, hvor det er med til at forbinde neuroner. Men det er da en ide at arbejde videre med.