Hører Aspergers syndrom virkeligt til på autismespektret?
Så længe klassisk autisme og Aspergers syndrom kun kan beskrives ud fra adfærdsundersøgelser, kan det ikke med sikkerhed afgøres, om de er to sider af samme sag. Forskning i hjernens biologi er et redskab til dybere forståelse af problemet, der begynder at give resultater.
Af Rowan Hooper
På et møde i Heidelberg tidligere denne måned afgjorde videnskabshistorikere, at den tyske forskning mellem 1933 og 1945 var udnyttende og uetisk. Wolfgang Eckhart, der leder afdelingen for historisk medicin ved Heidelbergs universitet og som havde organiseret mødet, udtalte til Nature: »Vi har bevist af DFG (det tyske forskningsudvalg) frivilligt deltog i det fulde omfang af medicinske forbrydelser i nazitiden«.
Det er vel ikke overraskende, at videnskabsmænd i nazi-Tyskland undertrykte bekymringer i etisk retning. (Det er mildt sagt, for i et begejstret brev fra en videnskabsmand til lederen af DFG's medicinske sektion prises »de fremragende forhold for forskere i Auschwitz«). Hvad, der overrasker, er dog, at der midt i Det Tredie Riges grusomheder var en klinik i Wien, der behandlede autistiske børn med ekstraordinær mildhed og intuition. Pædiatrisk Klinik ved Universitet i Wien havde en afdeling for Heilpadagogik (terapeutisk pædagogik), og lederen her var Hans Asperger.
Asperger erkendte, at nogle autistiske børn på ingen måde var parasitter på den nazistiske stat, men at de derimod besad helt særlige evner. Det er denne »højere fungerende« autisme, han er kendt for, selvom hans arbejde publiceret i 1944 var ukendt i 40 år. Det blev opdaget i 1980'erne, da en forsker ved Londons Institut for Psykiatri, Lorna Wing, udgav resultaterne af et studie i børn med autisme og Aspergers syndrom. Siden er Aspergers syndrom blevet diagnosticeret med tiltagende hyppighed, og der er sket en pludselig eksplosion i psykiatriske lidelser.
Denne eksplosion har bekymret mange. Børnepsykiateren Stephen Longworth fra England udviste en typisk reaktion i British Medical Journal: »Vil nogen være så venlige at fortælle mig, hvor genertheden slutter, og angstneurosen sætter ind?«, skrev han. »Er det ikke bare et andet skræmmende eksempel på den snigende (eller galoperende) medicinbehandling af vores dagligdag? Vil nogen overhovedet skrive om disse ting, hvis ikke de foreslåede behandlinger omfattede de dyre SSRI'er?«.
SSRI står for Selective Serotonin Reuptake Inhibitors, medicin som for eksempel Fluoxetin - også forhandlet under navnet Prosac, der blokerer optagelsen af serotonin og som gives mod lidelser som depression og tvangsneuroser. Det er et kæmpemarked. Hvor stort? Jo, i USA forventer man, at antallet af depressive når 48,1 millioner i 2005, så der er mange penge at tjene.
Aspergers syndrom og autisme er beskrevet ud fra adfærd, og der er en overlapning mellem dem. Der er, i følge nogle forskere, et spektrum af symptomer. »Forstyrrelser på det autistiske spekter har tredelingen (triaden) af forstyrrelser i social omgang, kommunikation og forestillingsevne, samt et stift og gentagende adfærdsmønster fælles«, skrev Lorna Wing i BMJ i 1996.
Men eksistensen af dette spektrum er kontroversiel. Konsulent og psykiater i teenageproblemer ved Tavistock Klinikken i London, Thomas David Simpson, udtrykte i år i BMJ stor tvivl om eksistensen af autismespektret.
»I autisme«, skrev han, »er børnene socialt tilbagetrukne, mens de i Aspergers syndrom sædvanligvis ønsker at opnå social kontakt, men er uden evner for at forhandle sig gennem de sociale regler. Faren ved at forveksle Aspergers syndrom og autisme i en bred definition er, at det ikke kun kan hæmme forskningen, men også lede til risiko for overdiagnosticering. Et stigende problem indenfor børnepsykiatrien er forældre, der kræver diagnostisk sikkerhed for deres vanskelige børn, med deraf afledt risiko for fejl«.
Diagnostisk sikkerhed er svært at nå, fordi årsagerne til autisme og Aspergers syndrom er ukendte. Autisme ('selv'-isme) er karakteriseret ved forstyrrelser i sociale funktioner og samspil: Måske skyldes lidelsen at andres 'selv' ikke opfattes som sådan af hjernen?
Det er netop, hvad forskere ved Yale, fandt i 2000. Rober Schultz, leder af et hjernescannings forskningsprogram i autisme, der brugte MR billedteknik til at studere opbygningen af hjernen i patienter med autisme og Aspergers syndrom. Holdet fandt ud af, at patienterne opfattede ansigter som objekter. En af de karakteristiske ting ved lidelserne på spektret er netop problemer med at genkende personer ud fra deres ansigter.
Resultatet af deres treårige projekt var opdagelsen af en nedsat aktivering af den fussiforme gyrus - et område af hjernebarken, der behandler ansigtsinformation. Forskerne fandt tillige en tilsvarende øget stimulering i omliggende områder, der behandler information, der ikke er ansigter.
»Disse resultater er værd at fremhæve, da de stemmer overens med vores kliniske erfaring med autisme«, sagde Schultz. »Personer med autisme og Aspergers syndrom interesserer sig ikke meget for andre, og vores undersøgelser viser, at denne mangel på interesse er reflekteret i den måde, behandlingen af synsindtryk er organiseret på i deres hjerner«.
Schultz påpeger, at han ikke ved om denne forskel i hjernens organisation og funktion er kernen i årsagen til autisme og beslægtede lidelser, men han tænker videre:
»Af alle de ting et barn møder pr. rutine under sin udvikling, er det menneskelige ansigt nok det hyppigste og vigtigste«, siger han. »Evnen til at genkende og huske ansigter er kritisk for alle typer af mellemmenneskelige forhold. Ansigter formidler mange vigtige informationer såsom, alder, køn og følelsesmæssige tilstand. At kunne afkode denne information er afgørende for at kunne virke sammen i en gruppe. Og det er netop, hvad der er så svært for disse patienter«.
Hans Aspergers arbejde, der blev udført i et uetisk tysk forskningsklima for 50 år siden, var bemærkelsesværdigt for sin medleven og indsigt. I dag har hans - og hans efterfølgeres - arbejde direkte betydning for et af de mest fremtrædende biologiske mysterier: udviklingen, organiseringen og funktionen af den menneskelige hjerne.